CAFÉ TALK - fødsler gennem tiden
Hvad kan vi lære af historien? En nærværende talk med museumsdirektør Anne Dorthe Holm og jordemoder Anne Kristensen.
Historien går i ring: fødsler, relationer og forandring gennem historien
Vi har altid født børn – og mange af tankerne, bekymringerne og mekanismerne er de samme som for flere hundrede år siden. Men udviklingen inden for fødselshjælp har ændret alt: fra hjemmefødsler og barselspotte til moderne fødeafdelinger, kejsersnit og nye syn på familiedannelse.
- Hvordan har fødsler egentlig udviklet sig gennem tiden?
- Hvilke historiske spor kan vi stadig se i dag – og hvad har vi glemt?
Denne café talk inviterer til en levende samtale om relationen mellem den fødende og jordemoderen, fødslers risiko og komplikationer, barselsperiode og de store kulturelle og faglige skift, der har formet vores måde at komme til verden på.
I denne uformelle café talk mødes:
- Museumsdirektør Anne Dorthe Holm, der bringer de historiske perspektiver i spil – fra sygehusvæsenets udvikling og overgangen fra hjemmefødsler til hospitaler, til genstande som barselspotten og den historiske relation mellem den fødende og hjælperen.
- Jordemoder Anne Kristensen, der deler faglige erfaringer og nutidige indsigter – om relationen mellem jordemoder og fødende, fødslers risiko og komplikationer, den psykologiske familiedannelse og hvordan samfundet påvirker praksis i dag.
Samtalen tager udgangspunkt i 2–3 centrale temaer og bliver en eftermiddag fuld af spørgsmål, dialog og personlige erfaringer. Publikum opfordres til at byde ind undervejs – og til at dele refleksioner efter talken over kaffe og kage.
Hvad er Café Talks:
Café Talks hos Vendsyssel Historiske Museum skal skabe et uformelt og nærværende rum, hvor museets formidlere sammen med en inviteret gæst tager publikum med ind i historier, perspektiver og dilemmaer, der binder fortiden sammen med nutiden. Formatet styrker museets rolle som lokalt videns- og samlingspunkt og inviterer til aktiv deltagelse og fællesskab.
Café Talks afholdes i Museumscaféen hos Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring, hvor der kun sættes 30 pladser i salg.